tirsdag den 26. marts 2013

Påskeæg med nougat, appelsin og krokant


Som I måske har set i dette indlæg lavede jeg fire forskellige varianter af påskeæg i sidste uge.

Her kommer den sidste opskrift på påskeæg i denne omgang.

Jeg fandt jo denne nougat på tilbud som skal anvendes inden 1 april, så derfor denne variant.
Den er inspireret af en opskrift, som jeg har set den flotte blog Chocolat. 

I skal bruge: 

10 g mandler
10 g sukker
Marcipan
Nougat
Hvid chokolade til overtræk
Mørk chokolade(eller andet) til pynt 



  • Jeg startede med at lave den hjemmelavede krokant ved at varme sukker og mandler op på en pande ved svag varme. 
  •  Når sukkeret er smeltet, hældes det over på et stykke bagepapir.
  •  Når det er kølet lidt af, hakket det fint med kniv eller i en minihakker.


  • Der laves en fordybning i marcipanen. 
  • Nougaten blandes med krokant og lægges i fordybningen i marcipanen. De to dele samles og sættes på køl til de er klar til at blive overtrukket med chokolade.



Klar til at spise og nydes gerne med en god kop kaffe:)

mandag den 25. marts 2013

Påskeæg værkstedet


Hvorfor har jeg ikke lavet påskeæg før nu?? Det er jo super nemt og smager VIRKELIG godt.
I går postede jeg fremgangsmåden på lakrids påskeægget. Se her. 
Det kan helt sikkert betale sig at købe noget ordentligt chokolade og marcipan, når de ikke består af så meget andet.

Jeg købte forleden nogle små krukker med sirup og creme fra Aalborg Chokoladen. Se mere her.
Jeg anvendte dem som fyld i disse påskeæg. Se hvor nemt det er...




I morgen kommer den sidste opskrift på påskeæg.  Så er det også slut med påskeæg i denne omgang.

Håber I nyder påskeferien derude!

fredag den 22. marts 2013

Påskeæg med hvid chokolade og sød lakrids


Sikke solen skinner i dag! Kan det mon være at foråret er på vej? Det håber jeg :)

Jer der følger med på Facebook, kunne se at jeg forleden havde lavet hjemmelavet påskeæg. Her kommer fremgangsmåden på en af dem. 
Jeg fik anvendt den sidste rest hvid chokolade på disse lækre påskeæg. Så det er desværre slut med hvid chokolade festivalen....for denne gang :) På mindre end 20 dage, jeg fik brugt 1 kg hvid chokolade!

De her blev rigtig lækre. Den klassiske kombination af hvid chokolade og lakrids slår aldrig fejl.
Jeg har ikke rigtige tal på hvor mange gram jeg har anvendt af hver ingrediens, men har lavet dem på slump.

Her er hvad du skal bruge:
  • Hvid chokolade (Jeg har anvendt: Valrhona)
  • Raw lakridspulver (Johan Bülow)
  • Sød lakridssirup (Aalborg Chokoladen)
  • Marcipan (Summerbird)
  1. Du former et påskeæg og skærer det over så du har to dele. Du laver en fordybning i hver del. 
  2.  Så tager du en klump marcipan og blander med sød lakridssirup efter smag. 
  3.  Du lægger lakrids-marcipanen i fordybningen. Så samler du de to dele til et påskeæg og stilles på køl, mens du smelter chokoladen over vandbad. 
  4. Når chokoladen er smeltet, overtrækkes påskeægget med chokoladen, stilles på køl inden du til sidst pynter med raw lakridspulver. 
  5. Simpel as that. Velbekomme! 
God weekend! 

onsdag den 20. marts 2013

Nye godter til køkkenet (endnu et scoop)



Efter mit besøg hos radio go!FM, hvor jeg snakkede om kaffe og bloggen (se mere på min FB side her ), gik jeg på tilbudsjagt i Sallings chokoladeafdeling.
Jeg fandt disse små søde glas fra Aalborg Chokoladen. Det er skønt med små størrelser af sirup og cremer, da jeg ofte ikke bruger ret meget af gangen. Så er der også mulighed for at prøve forskellige varianter uden at blive ruineret. De koster kun 25 kr stykket.

Måske jeg skulle lave en omgang påskeæg med disse nye lækkerier :)




















Jeg gik egentlig i Salling efter en pose mere af denne her hvide chokolade.
Den var desværre udsolgt....øv. Kunne godt lige bruge et kg mere :)
Nå, men jeg fandt endnu en god deal på nougat.  Halv pris på denne nougat fra Valrhona, så jeg fik den til 40 kr.
Hmm, hvad skal jeg mon finde på denne gang? Nogen forslag??

tirsdag den 19. marts 2013

Kaffe på to forskellige måder

Det varierer hvordan jeg brygger min kaffe herhjemme. Ofte er det min Nespresso maskine der står for størstedelen af kaffen herhjemme...simpelthen fordi det er så nemt og der er ingen opvask.
Hvis der skal kræses ekstra om kaffen hiver jeg disse kaffebrygger frem.
De er en begge gaver fra Bodum.


Her ses min espressokande. Den er nem og simpel at bruge og jeg er virkelig glad for den. Et stort plus er, at den ikke fylder noget i mit lille køkken og kan tages med på ferie.

Fremgangsmåde
  • Hæld vand i bunden op til ventilen.
  • Fintmalet espresso fyldes i filteret og presses let. 
  • Kanden samles og sættes på komfuret ved mellemvarmt blus. Skru ned for varmen når vandet begynder at komme op i kanden. 
  • Der går et par minutter før alt vandet er presset op gennem filteret. Kaffen er færdig, når du ikke kan høre boblelyde mere. 
  • Du har nu en lækker stærk kaffe (næsten som en espresso). Du kan med drikke kaffen som den er, men jeg plejer at tilsætte opvarmet, skummet mælk....Mmm.


Hvis jeg har lyst til en kop sort kaffe, er det denne metode der anvendes.
Det er Bodums Santons Vaccumm coffee pot.
Du skal anvende ca. 10 g pr. 250 ml kaffe, men prøv dig frem. 
På trods af dens laboratorie-lignende udseende, så er den simpel at bruge og nem at gøre ren.
Hele brygningen tager ca. 5-10 min afhængig af hvor mange kopper du laver. 
Den kan anvendes direkte på komfuret eller på gasblus.

Fremgangsmåde
  • Vandet hældes i den nederst kolbe og mellemfint malet kaffe i den øverste. 
  • Når vandet begynder at koge, vil der dannes et tryk således at vandet presses op i den øverste kolbe.
  • Når vandet er oppe i den øverste kolbe, tages kolben væk fra den varme kogeplade. 
  • Der røres rundt i kaffen få gange med lette omrøringer. 
  • Herefter vil vandet langsomt blive trukket ned i den nederst kolbe. Der er et lille filter i bunden af øverste kolbe som tilbageholder kaffegrumset.
  • Så har du en god kop sort kaffe som bare skal nydes med velbehag. 
Hvordan drikker I jeres kaffe derhjemme??

Tak til jer og Joy of coffee i go!FM i morgen!



Hej peeps!

Jeg vil blot informere jer om at jeg er inviteret i radio go!FM i morgen fra kl. 08.40, hvor jeg vil fortælle lidt om kaffe, de bedste kaffeoplevelser i Aarhus samt bloggen. Hvis ikke du/I bor i Aarhus kan du streame det fra go!FM's hjemmeside. Håber I vil lytte med.

Samtidig vil jeg sige stort TAK til alle jer der læser med herinde. Bliv endelig ved med at kommentere indlæggene og komme med input til bloggen. Det gør mig så glad.
Kan I have en dejlig aften :) 

lørdag den 16. marts 2013

Hindbærsnitter med hvid chokolade glasur




Jeg forsøgte mig i sidste weekend med hindbærsnitter. Det var første gang, jeg prøvede at lave hindbærsnitter og det drillede lidt men lykkedes i sidste ende og de smagte skøøønt! 
Alt er lavet fra bunden inkl. hindbærmarmeladen, så det er ekstra kræs. 
En af de rookie-mistakes jeg lavede var, at jeg rullede ikke mørdejen tynd nok og jeg kom for lidt hindbærmarmelade på, så den var en anelse tør.
De blev dog spist op af mine kollegaer og der var ikke rester til aftenvagten :)

Jeg kører stadig hvid chokolade tema pga af dette FUND, så derfor skulle disse snitter selvfølgelig have hvid chokolade glasur. 

Opskriften kommer her: (originalen er set her hos Gyldenbergs)

Hindbærsnitter med hvid chokolade glasur (ca. 15-18 stk)  

Hindbærmarmelade 
  • 375 g frosne hindbær
  • 180 g sukker
  • 2 spsk vand
  • lidt citronsaft
  • Korn + stang fra en halv vaniljestang (jeg fik brugt denne lækre vanilje
  • Evt. 1 spsk majsstivelse + 1 spsk varmt vand (blandes sammen) til jævning. 
Mørdej 
  • 500 g hvedemel
  • 50 g flormelis 
  • 300 g smør
  • 2 æggeblommer

Hvid chokoladeglasur
  • 150 g hvid chokolade 
  • 50 g smør
  • 300 g flormelis
  • ca. 7 spsk kogende vand 






Alle ingredienserne til hindbærmarmeladen koges op i ca. 10 min til det er en jævn marmelade. Jeg kan bedste lide, at der ikke er hele hindbær i, men det er en smagssag. Jeg synes massen var en smule tynd, så jeg jævnede med majsstivelse.  Marmeladen sættes på køl inden den smøres ud på mørdejen.


Mørdej

Alle ingredienserne røres sammen  på røremaskine. Jeg anvendte K-bladet. Det kan sagtens gøres ved håndkraft. Derefter samles massen i en kugle som pakkes ind i film og sættes i køleskabet i min. 1/2 time.


Når mørdejen har været på køl, deles den i to. Hver klump rulles ud på hver sin bageplade til en stor  rektangel, som deles i 2 lige store stykker.
Mørdejen bages ved 200 g i ca. 10-20 min, til den er gennembagt og gylden. 
Husk at hold øje med den. Min ene plade blev en smule brændt i hjørnet...dumme ovn.
Når pladerne er kølet af, smøres der marmelade ud på den ene af stykkerne. Den anden halvdel bruges som låg.

Hvid chokolade glasur


Smør og chokolade smeltes forsigtigt over vandbad. Når det er helt smeltet, tilsættes flormelis og der røres godt. Kogende vand tilsættes lidt efter lidt indtil det har en passende konsistens. Jeg kan godt lide at den er lidt tyk i det, da det er nemmere at arbejde med.


Snitterne samles og den hvide chokolade glasur smøres på. Hvis mørdejspladerne er knækket undervejs, så gør det ikke noget, fordi glasuren er med til at holde sammen på det hele. Jeg taler af erfaring :)
Pynt med krymmel, frysetørret hindbær eller hvad du lige har.


Velbekomme!

søndag den 10. marts 2013

Bourbon vanilje fra Uganda - Den Bæredygtige Bønne



Jeg har modtaget nogle lækre vaniljestænger som Den Bæredygtige Bønne har været så søde at sende til mig. Jeg vil i de næste par indlæg prøve at lave nogle lækkerier, hvor jeg kan bruge denne bourbon vanilje i.
Den bæredygtige Bønne sælger disse vaniljestænger til kun 6 kr pr. stk. Det er især når man sammenligner med den kvalitet, jeg plejer at købe i mit lokale supermarked.

Lidt baggrundsviden

Bourbon vaniljen dyrkes af kvindelige farmere i Uganda i nærheden af Den Bæredygtige Bønne's egen farm. De køber vaniljen direkte fra de kvindelige farmere og til en højere pris end de lokale mellemmænd giver. Og det er stadig billigere for os herhjemme. Det er win for alle parter!
Du kan læse mere om Den Bæredygtige Bønne deres vanilje og kaffe her. 

Kvaliteten

Ved første øjekast er vaniljen noget større og lækre end den almindelige vaniljestang som jeg havde på lager. Der er masser af vaniljekorn i.  Den er lækker og blød og har en god kraftig vaniljeduft. Glæder mig til at bruge den i mit hjemmebag.
Vaniljestængerne fås til en rigtig god pris her, hvor du kan få 10 stk for 59 kr og fragten er kun 6 kr. Så det kan altså godt betale sig.

Indlægget er sponsoreret på den måde at jeg har fået vaniljestænger tilsendt uden beregning.

lørdag den 9. marts 2013

Hvid chokoladebrud med pistacienødder og lakrids


Som I kunne læse her, købte jeg i tirsdag 1 kg Valrhona chokolade til en yderst favorabel pris.
Så jeg har været i køkkenet for at lave lækkerier med chokoladen.
I dag stod den på disse lækre chokolade-hapsere.
Original opskrift ses hos hende her. 



De smager dejligt og så er de super flotte at se på. Det kræver blot 15 min i køkkenet, så hvad venter du på? :)

Opskriften kommer her:

Hvid chokoladebrud med pistacienødder og lakrids (ca. 12 stykker) 

100 g god hvid chokolade
40 g pistacienødder
Raw lakridspulver ( jeg brugte den fra Johan Bülow)

  • Pistacienødderne hakkes groft og spredes ud på bagepapir. 
  • Chokoladen smeltes langsomt over vandbad. 
  • Når chokoladen er smeltet hældes den ud over nødderne. 
  • Lad chokolade/nøddemassen køle lidt af inden der drysses med lakridspulver. 
  • Nu sættes chokoladebruden på køl indtil den er godt fast og herefter skæres den i mundrette bider. 
  • Velbekomme! 

mandag den 4. marts 2013

Et godt chokolade tilbud


Jeg fandt i dag denne Valrhona hvid chokolade pakke til KUN 100 kr for 1 kg!! Det er et tilbud som en chokolade gris som jeg kan forstå :)  Det er en kæmpe besparelse, da jeg normalvis giver 80 kr for 200 g. Hvis I vil benytte jer af samme tilbud skal I et smut i Salling Super, Aarhus.
Den eneste catch er at holdbarheden kun løber indtil 1 april.
Så NU skal der dælme bages med masser af hvid chokolade :) Hvis I har forslag til opskrifter, så sig endelig til.
Lige nu vil jeg gå i gang med at lave karamelliseret hvid chokolade...mmmm.