onsdag den 27. februar 2013

Kaffekapslen.dk


Jeg modtog i sidste uge en pakke fra Kaffekapslen.dk, som sælger (ja, godt gættet) kaffekapsler til Nespresso maskiner, Tassimo, Senseo osv.
Jeg var så heldig at få et gavekort til Kaffekapslen.dk, så jeg har selv udvalgt produkterne og har nu haft lejlighed til at teste de forskellige kapsler.
Jeg har tidligere skrevet om kaffekapsler her.

Jeg fik bestilte kapsler fra tre forskellige mærker, nemlig dem i kan se til venstre i billedet ovenfor. Dem fra Nespresso er mine egne, som er til sammenligning.

Hjemmesiden
Jeg bestilte om søndagen og modtog pakken om tirsdagen, så det kan man kalde hurtig service.
Jeg synes Kaffekapslens hjemmeside er nem og overskuelig.  Der findes god information omkring kaffen kapslernes intensitet, smag og aroma.

Min pakke
Da jeg fik min pakke var der (udover kaffen) en pose syrlige vingummier, bonus!
I pakken var der også en god sides vejledning og svar på de spørgsmål der automatisk melder sig når man anvender disse kapsler. F.eks. kan disse kapsler skade maskinen på længere sigt?
Det er som om min Nespresso maskine har sværere ved at perforere disse kapsler end de originale fra Nespresso. I brevet står der, at det ikke skader maskinen på trods af øget modstand.
Kaffen smager også som den skal, på trods af en længere gennemløbstid.
Kapslerne fra Ethical Coffee Company er i øvrigt lavet af miljøvenlige materialer som derfor vil være nedbrudt naturligt i løbet af seks måneder. Nespresso's kapsler er lavet af aluminium og har derfor ikke samme egenskab. 


Alt i alt
Min favorit er "Stærk espresso" fra Bon Cafe og på anden pladsen "Creme espresso" fra Cagliari.
Jeg bestilte kun espresso kapsler, men der findes også Lungo (alm kop kaffe) inden på hjemmesiden.
Der er et stort udvalg samt forskellige pakketilbud.
Det eneste minus ved Kaffekapslen er prisen. Hvis man køber enkelte pakker, så koster en pakke med 10 kapsler 27,95 - 29,95 kr. Det er den samme pris, som jeg giver for de originale kapsler fra Nespresso.
Du kan dog købe store sammenpakker,  hvor du kan spare ca. 5 kr pr pakke i forhold til Nespresso's kapsler, plus at de bliver leveret lige til døren.
Jeg er godt tilfreds med siden, deres service og produkterne. Jeg ser frem til at nyde flere kopper kaffe i den kommende tid. Nu har jeg forsyninger nok til de næste par måneder :) 

mandag den 25. februar 2013

Anmeldelse: Moroccanoil fugtgivende shampoo


Jeg modtog for noget tid siden en pakke fra Hairpower som denne gang indeholdt shampoo og balsam fra Moroccanoil. Dejligt med gode produkter som kan give førstehjælp til mit vintertørre hår.
Jeg har tidligere skrevet om Moroccanoil her, hvor jeg bloggede om hårolien. Nu har jeg anvendt shampoo og balsam fire gange og det her er min oplevelse. (Det er som sagt en subjektiv anmeldelse om virkningen på mit hår)

Udseene: Selvom jeg ikke er begejstret for udseenet på hårolien (læse mere her), så synes jeg denne emballage er flot og praktisk. Nem at dosere og pæne farver. De minder mig om sommer.

Duft: Min kæreste plejer ikke at kommentere mit hår (også selvom jeg får en anden hårfarve eller hvis der bliver klippet 10 cm af!!) men efter at jeg har anvendt denne serie, kommenterede han at det duftede rigtig godt...Say WHAT?! Det er et kompliment til Moroccanoil. Duften er meget lig hårolien som er mild med en svag vanilieduft.

Virkning:  Denne shampoo skummer ikke meget, men det er typisk for shampoo uden sulfat. Da jeg skyllede den ud, kunne jeg straks mærke, at mit hår virkede rent men lidt tørt.
Jeg anvendte bagefter balsam som jeg lod virke i håret i ca. 2 min. Min hår blev straks blødt og jeg glædede mig til at se om virkningen ville vare ved i tørt hår.
Jeg plejer at bruge hårolie, inden jeg tørrer håret håret men dette undlod jeg, for at se hvordan denne shampoo og balsam virker på mit hår.
Min hår var ULTRA blødt bagefter og jeg er meget begejstret.
Det er til dato den bedste shampoo og balsam jeg har prøvet! Desværre kunne den ikke gøre noget ved, at mit hår for tiden er elektrisk, men tror også der skal et mindre mirakel til i denne kolde tid.
Der kan jeg passende anvende en hårolie til at få håret til at ligge ned.

Alt i alt + stjerner:  Her er endelig en shampoo og balsam som kan få mig til at betale de ekstra penge som Moroccanoil koster. Tidligere har jeg været tilhænger af produkter som Tresemmé og Franck Provost, der gør det udmærket til hverdags brug, men jeg kan tydelig mærke og se forskel i en så høj grad at jeg får lyst til at kaste penge efter denne serie.
Jeg giver Moroccanoil fugtgivende shampoo 5 (*****) ud af 6 stjerner. 

De kan begge købes hos Hairpower til en rigtig god pris. Shampoo'en koster 159 kr og fås her. Balsam koster 169 kr og fås her. Der er fri fragt på alle Moroccanoil produkter.

søndag den 24. februar 2013

Nyt på bloggen


Under denne header finder du fanerne "Opskrifter og" Test af produkter"
Her på det sidste har jeg leget lidt med udseendet på bloggen. Baggrunden er anderledes, billederne i mine indlæg er blevet store og ny header er kommet til.
Så har jeg også lavet et opskrifts index, da nogle af jer har ledt gennem diverse måneder for at finde bestemte opskrifter. Nu skulle det være lidt nemmere :)
Den sidste ændring er, at jeg har samlet alle mine anmeldelser og test af diverse produkter i en fane, så kan I danne jer et overblik over hvad jeg har anmeldt.
Du kan finde opskriftsindexet og anmeldelserne på bjælken under min header.

Håber dette gør min blog mere overskuelig for jer læsere. Hvis I har nogle forslag til forbedringer, så sig endelig til. 

Hvad synes I om det indtil videre??

Husk I kan som altid følge min blog via Facebook her og Bloglovin her



onsdag den 20. februar 2013

Cheesecake med Oreos, hvid chokolade og lime

Så er der en ny yndlings cheesecake på bloggen. Det smager så simpelthen fantastisk. Ja, det er for sjov at kagen hedder "A piece of heaven - cake". 
Opskriften er set hos min kage-opskrifts-pusher Copenhagencakes.
Det sure fra lime (skal + saft) går rigtig godt sammen med den super søde hvide chokolade og Oreos. 
Det bliver komplimenteret godt af det friske fra cremefraiche og mascarpone. 
Jeg lavede den til min fødselsdagsfest og alle pigerne var svært begejstret. Som en sidste bonus, så skal denne kage laves dagen inden den serveres. Så på selve dagen skal den bare ud af køleskabet og nydes i godt selskab. 
Jamen, behøver jeg sige mere end.....sæt i gang! 

A piece of heaven cake (10 pers) 

Passer til en springform på 23-24 cm
  • 300 g hvid chokolade
  • 2 ruller Oreos
  • 40 g smeltet smør
  • 4 past. æggeblommer
  • 3 spsk flormelis
  • 250 g mascarpone/ neutral flødeost
  • 200 g cremefraiche 18 %
  • 2 stk øko lime, skal og saft heraf. 
  • 1,5 dl piskefløde
Lime sirup
  • 1 dl sukker 
  • 1 dl limesaft
  1. Den hvide chokolade smeltes langsomt over vandbad ved svag varme. Når den er smeltet stilles den til side til langsom afkøling. 
  2. Oreos'ne knuses og blandes med det smeltede smør. Jeg kørte Oreos'ne i min minihakker til det var mellemfint hakket. 
  3. Æggeblommer hældes i en skål og blandes med flormelis. Der piskes i massen til den er lysere og skummende. Der røres mascarpone, cremefraiche, lime og limeskal i. 
  4. Fløden piskes til skum i en skål for sig og vendes i mascarpone massen. 
  5. Vend den afkølede smeltede hvide chokolade i og der røres til det hele er blandet sammen. Hvis chokolade stadig er varm, når det vendes i, så vil det klumpe. Så hav tålmodighed!
  6. Den samlede masse hældes ud over Oreo-bunden og kagen stilles på køl natten over. 
  7. Dagen efter laves lime siruppen. Limesaft og sukker hældes i en gryde. Det bringes til at koge og skal derefter småsimre i 4-5 min ved laveste varme. (Måske lidt længere). Dette hældes ud over cheesecake'en og kagen stilles tilbage på køl et par timer endnu inden den serveres. Det ender med at danne et syrligt blankt lag ovenpå kagen. 
  8. Efter et par timer på køl er den klar til servering. Velbekomme!

tirsdag den 19. februar 2013

Cookie (uden mel og smør) med havsalt og chokolade



Jeg lavede disse cookies en dag, hvor jeg havde lyst til lidt sødt, men ikke gad handle ind. Jeg havde alt på lager på nær de hypede raw cacao nibs. Så jeg tilsatte bare tilsvarende almindelig chokolade til disse cookies.
Original opskriften er fundet hos den skønne blog Chocolat, som ofte giver inspiration til søde sager.

Opskriften giver ca. 6 velsmagende cookies, perfekt til 2 pers. en hyggelig eftermiddag.

Cookies med havsalt og chokolade (6 stk)
  • 80 g mandler
  • 60 g sukker
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk vaniljepulver
  • knivspids havsalt (plus lidt mere til pynt)
  • 1 lille æg
  • 50 g mørk chokolade
  • 30 hasselnødder


  1. Smut mandlerne og blend dem til fint mandelmel
  2. Bland mandelmel, vaniljepulver, sukker, salt og bagepulver sammen i en skål
  3. Hæld ægget i og bland til du har en jævn masse. 
  4. Det hakkede chokolade og hasselnødder vendes i dejen. 
  5. Dejen fordeles med god mellemrum på en bageplade og bages ved 175 grader i ca. 15 min til de er lysebrune. 
  6. Tag dem ud af ovnen,  drys med lidt havsalt og lad dem køle af på en rist. Nydes når de er afkølet (hvis du kan vente så længe) Velbekomme! 

søndag den 17. februar 2013

Cookie dough heaven: Cookie dough på vanilje cheesecake på mørk chokoladebund


Da jeg fandt opskriften på denne kage, var jeg ikke i tvivl......må...bage...snarest!!! Og selvfølgelig skal opskriften deles med jer.
Denne kage blev til i forrige uge, men har først nu haft tid til at lave indlægget til bloggen. Jeg lagde i sidste uge ovenstående billede op på Facebook og det fik much LOVE. Tak for det til alle jer der følger Joy of coffee på Facebook :)
Nu kommer den ventede opskrift som dog kommer med en advarsel. Kagen er lækker MEN meget tung. Jeg vil tro at denne portion nemt kan mætte dine 20 - 23 nærmeste venner....I kid you not!
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den. Der er få ændringer i forhold til originalen. 
(Næste gang vil jeg forsøge at lave halv portion af hvert lag, så den er knap så tung.) 
Der skal påregnes lidt tid til at lave denne kage. Kagen skal laves over 2 dage.
Den første dag laves cheesecake og cookie dough'en og stilles i fryseren. På anden dagen laves chokoladekagen, chokolade/kahlua smørcremen og kagen samles og serveres :)  
Den originale opskrift er set hos to inspirerende kageblogs Sprinklebakes og hos Copenhagencakes.
NÅ, nok snak...nu til opskriften:

Cookie dough heaven: Cookiedough på vanilje cheesecake på mørk chokolade bund 

Alle lag laves i en springform på 23 cm 

 Vanilje cheesecake
  • 300 g Philadelphia
  • 2,5 dl creme fraiche 18 %
  • 175 g sukker
  • 25 g hvedemel
  • 3 æg 
  • 2 tsk vaniljeekstrakt
  1. Forvarm ovnen på 150 grader. 
  2. Pisk æggene i en skål for sig. 
  3. I en anden skål piskes Philadelphia med sukker og mel. Under omrøring tilsættes creme fraiche, de piskede æg og vaniljeekstrakt. 
  4. Hæld blandingen i en springform som er beklædt med bagepapir og bages i 50-60 min. 
  5. Du kan se at den er færdig, når den er fast i sidderne og en smule blød i midten. Den må ikke tage farve. 
  6. Kagen afkøles. Når den er kølet helt af, pakkes den ind i film og lægges i fryseren.
     
Cookie dough
  • 250 g brun farin
  • 100 g sukker
  • 225 g smør, blødt
  • 1 1/4 tsk vaniljeekstrakt 
  • 185 g mørk chokolade 70 %
  • 420 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 dl mælk  
  1. Chokolade hakkes groft. 
  2. I en skål blandes brun farin, mel, salt og sukker. Smør og vaniljeekstrakt tilsættes under omrøring. Tilsidst tilsættes den hakkede chokolade og der røres indtil chokoladen er jævnt fordelt i massen.
  3. Under omrøringen tilsættes mælken en spiseskefuld ad gangen. Når al mælken er tilsat, røres der i blandingen indtil det er en jævn masse. 
  4. Dejen hældes i en springform beklædt med bagepapir. Dejen presses sammen, så den er jævn og glat. 
  5. Cookie dough'en stilles i fryseren og tages først ud når kagen skal samles. 
Chokoladekagen 
  • 40 g mørk chokolade
  • 50 g kakaopulver
  • 2,5 dl varm stærk kaffe  
  • 1 æg
  • 1 æggeblomme
  • 2 spsk creme fraiche 18 %
  •  1 tsk vaniljeekstrakt
  • 165 g hvedemel
  • 160 g sukker
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 110 g blødt smør
  1. Forvarm ovnen på 180 grader
  2. Smør en springform og beklæd bunden med bagepapir. 
  3. Den mørke chokolade hakkes fint. 
  4. I en skål røres den hakkede chokolade sammen med den varme kaffe og kakaopulver og der røres indtil chokoladen smelter og det er en jævn og glat masse.
  5. I en anden skål piskes æg og æggeblomme med creme fraiche, halvdelen af chokoladeblandingen og vaniljeekstrakt. 
  6. I en tredje skål blandes mel, sukker, bagepulver og salt. Tilsæt den bløde smør og den sidste halvdel af chokoladeblandingen. 
  7. Tilsæt ægge/chokoladeblandingen til melblandingen lidt af gangen under omrøring. Rør indtil al ægge/chokoladeblandingen er tilsat og indtil er glat. 
  8. Dejen hældes i springformen og bages i 30 - 40 min. Husk at holde øje med kagen, da alle ovne er forskellige. Kagen skal være fast og du kan evt tjekke om den er færdig ved at stikke en tandstik i kagen og der må ikke være ubagt dej på den. 
  9. Stil kagen til afkøling på en rist. Tag kagen ud af springformen efter ca. 10 min og forsæt med at afkøle den på en rist. Den skal være helt afkølet, før du kan lægge kagen sammen.   
Chokoladesmørcreme med kahlua
  • 340 g smør
  • 500 g flormelis
  • 1 tsk vaniljeekstrakt 
  • 2 spsk Kahlua (du kan også anvende Amaretto eller mælk)
  • 2 spsk kakaopulver
  • 1/4 salt 
  1.  I en skål røres smør og flormelis sammen ved lav hastighed (eller med håndkraft)
  2. Der tilsættes Kahlua, vaniljeekstrakt, kakaopulver og salt og røres indtil det er en luftig, jævn masse. Den skal være ensartet i konsistensen. 






 Kagen skal samles......

Her skal du bruge:
  • En kniv
  • En spatel 
  • Et kagefad på fod (gerne et der kan dreje, men det er ikke en nødvendighed). 
  • Kogende vand i et højt glas/skål. 
  1. Læg chokoladekagen på kagefadet. Læg gerne et stykke bagepapir under, da det kan grise lidt når kagen samles.
  2. Jævn kagens overflade med en kniv, så den er helt flad og ikke buler op nogen steder. 
  3. Chokoladekagen smøres på overfladen med smørcremen. 
  4. Cheesecake'en tages ud af fryseren og placeres oven på den smurte chokoladekage. Cheesecake'ens overflade skal også jævnes, så den er flad og jævn (ligesom med chokoladekagen). 
  5.  Cookie dough'en tages nu ud af fryseren og placeres oven på cheesecake'en. Der skal ikke smørcreme imellem disse to lag. 
  6. Herefter smøres kagen op med smørcremen. Husk at der skal godt med smørcreme ind i revner og mellem lagene, så kagen kan blive jævn og flot. Der skal ikke smørcreme på toppen af cookie dough laget. Det skal være blottet og fungere som en del af dekoreringen. (Du kan evt gemme lidt af cremen og dekorere toppen ved at anvende en sprøjtepose med stjernetyl.)
  7. Kagen stilles på køl i en halv time. Kogende vand hældes i et høj glas/skål, hvori spatlen stilles i så den bliver varm. 
  8. Efter en halv time tages kagen ud af køleskabet og den er klar til at blive glattet på siderne. Spatlen tages op af det varme vand, tørres af og den er perfekt til at glatte siderne på kagen. Spatlen dyppes af og til i det varme vand og tørres af inden den igen er klar til brug. (Det kræver lidt øvelse, kan jeg fortælle. Jeg fik den ikke helt glat, men det bliver bedre næste gang)
  9. Kagen stilles på køl igen indtil servering. Enjoy!

torsdag den 7. februar 2013

Anmeldelse: Le Edge



For et par uger siden fik jeg tilsendt denne fætter af Made4men.dk, læs mere her.
Jeg glædede mig til at prøve den, da det er en anden form for eksfoliering end jeg er vant til.
Normalt anvender jeg en bodyscrub under bruseren. Le Edge er helt fri for parfume, kemikalier og metallet er rustfrit stål, så kan anvendes MANGE gange. 
Nu har jeg anvendt den lige siden og her er min oplevelse med Le Edge




Lidt om baggrundsviden 
Le Edge er et eksfolierende værktøj, som skulle fjerne døde hudceller og derved give silkeblød hud.
Den kan bruges evt. bruges som forberedelse til solferie, for at forberede din nye tan.
Du kan også anvende den inden barbering, hvor at Le edge skulle løfte hårene væk fra huden og derved forhindre irritation og indgroede hår.
Le Edge er lavet både til mænd og kvinder.  

Virkning af produktet
Den er nem at bruge og ligger godt i hånden. Den skal bruges under bruseren eller i vand for ikke at irritere huden. Den skal anvendes ligesom en skraber, ved at den køres hen over huden. Lige meget hvilken retning.
Når jeg anvender Le Edge kan jeg kunne tydeligt mærke at den "sliber" huden, uden at det på nogen måder gør ondt. Lige som ved barbering.
Første gang jeg anvendte den, kunne jeg ikke mærke nogen forskel på min hud.
Jeg forventede at se noget synligt snavs/hudceller og prøvede at kigge på bladet, for at se om der var noget den havde skrabet af, men kunne ikke se noget. De efterfølgende gange synes jeg dog at min hud var blødere, især på ryggen og benene. Jeg synes ikke, at mærke den store effekt på min arme og resten af kroppen.
Hvis jeg bruger en kropsolie eller bodylotion bagefter, så synes jeg at resultatet både ses og føles bedre.
Et minus er, at jeg synes min hud er noget følsom bagefter. Det er selvfølgelig meningen, at den skal skrabe de gamle hudceller af, men jeg synes den gør det for godt, da min hud er lidt øm og rød bagefter. Jeg har også en følsom hud, så det skal I have in mente. (Især her om vinteren synes jeg at min hud ekstra sensitiv).

Alt i alt 
Produktet virker efter hensigten, men jeg vil fremover anvende Le Edge færre gange end jeg har gjort hidtil for at skåne min hud. 
Prisen (199 kr) taler for Le Edge, da den kan anvendes mange gange pga at metallet er rustfrit og derved kan den holde længe. Min vanlige bodyscrub fra Biotherm koster også 199 kr, men holder kun to - tre måneder. Le Edge er helt fri for parfume og kemikalier.
Størrelsen er god, da den nemt kan pakkes i træningstasken eller kufferten syd på.
Tror især den vil gøre det godt efter solferie, hvor man i den grad har brug for eksfoliering.
Så alt i alt vil jeg give Le Edge 3 (***) ud af 6 stjerner.

Den kan købes her hos Made4men.dk  (som også har produkter til kvinder) og prisen er som sagt 199 kr.

Nogen af jer der har erfaring med Le Edge??


Anvendelse + Note: Anmeldelse er selvfølgelig subjektiv. Jeg har anvendt Le Edge 5 gange ca. hver 3. dag. Jeg har anvendt den i forbindelse med brusebad og ikke i ansigtet. Bagefter har jeg anvendt en kropsolie for at mærke den fulde effekt.
Jeg har fået Le Edge tilsendt gratis men meningen min egen efter min oplevelse med Le Edge.